Politikere opdateres om Recycling City vest for Frederikshavn
12. marts 2023 - kl. 6:07 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
På Plan- og Miljøudvalgets møde i november 2022 blev det besluttet at igangsætte arbejdet med planlægning for realisering af et samlet ”Recycling City-område” vest for Frederikshavn.
Politikerne i Plan- og Miljøudvalget vil på udvalgets næste møde den 13. marts blive orienteret og opdateret med hensyn til planerne herom.
De omfatter i første omgang afholdelse af offentlighedsfaser samt udarbejdelse af en visions- og helhedsplan for hele området.
Helhedsplanen skal sikre, at de strategiske og politiske visioner vil være indeholdt i den fremtidige planlægning som kommuneplan, lokalplaner, og ejerskabsmodeller. Ligeledes vil planen være med til at afdække de for kommunen økonomiske konsekvenser for etablering af erhvervsområdet.
Den kommunale administration har på den baggrund igangsat en offentlighedsfase med afholdelse af borgermøde på Knivholt hovedgård den 8. februar. Offentlighedsfasen løber frem til den 10. april 2023.
Borgermødet indeholdt debatoplæg fra både administrationen og formanden for Plan- og Miljøudvalget. Der var ca. 200 deltagende borgere til mødet og den efterfølgende debat.
På mødet blev deltagerne introduceret til den digitale platform ”Sammen om Frederikshavn kommune”, hvor de frem til den 10. april har mulighed for at komme med bemærkninger til projektet samt kommentere på andres ideer.
Der er på nuværende tidspunkt indkommet 16 ideer og kommentarer til projektet. Efter den 10. april vil alle bemærkninger blive forelagt Plan- og Miljøudvalget.
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Politikere opdateres om Recycling City vest for Frederikshavn' til en bekendt