FOF Vendsyssel er nu klar med nyt program for sine højskoler
21. marts 2023 - kl. 5:49 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Det er i mange kredse meget populært ”at gå til foredrag” i FOF Vendsyssels 6 højskoler i Hjørring, Frederikshavn, Sæby, Skagen, Sæsing og Brønderslev.
”Vi ved, at flere gerne vil vide det, så derfor udsendes allerede nu en nyhedsmail om, at programmet er klar for efterårssæsonen,” lyder det fra skoleleder Kirsten E. Højrup, og man kan allerede nu tilmelde sig og sikre sig en af de eftertragtede pladser.
Der lægges for under devisen: ”Derfor er det sundt at synge!” ved forskningschef, komponist, musiklærer og foredragsholder Lasse Skovgaard om ”Fællessangen trives”.
Gangen efter fortæller museumsinspektør ved Skagens Kunstmuseer, Mette Harbo Lehmann, om Krøyer og Paris og om Krøyers franske forbindelser og nordiske toner. Gennem foredraget ses på et stort udvalg af værker, der havde betydning for Krøyers udenlandske eventyr. Mette Harbo Lehmann er mag.art. i kunsthistorie og har været kurator på flere udstillinger på Skagens Museum – heriblandt sidste års store satsning om P.S. Krøyer.
Hekseri i Vestafrika
Journalisterne Anne Haubek og Thomas Ubbesen (kendt fra mange TV-reportager) beretter om Østeuropa med særligt udgangspunkt i krigen i Ukraine.
Eventyrer og filmproducent Rasmus Krath fortæller om Vestafrika med fokus på diamantindustrien i Sierra Leone og den danske slavehandel på guldkysten i Ghana. Fortællingen er krydret med nogle af Rasmus’ bedste fotografier til dato, live-musik, visual effects og et par ganske særlige overraskelser.
”De fordrevne kvinder i Ghana” er overskriften, når Zenabu Azumah, Mariam Yarquah og Lisbet Hansen gæster højskolen. I det nordlige Ghana hersker overtroen stadig, og mange er overbeviste om, at der findes hekse. Denne tro går ud over ældre kvinder, som kan risikere at blive anklaget for hekseri.
Fotograf, lærer og guide Finn Mynster Christensen fortæller i starten af november om ”Iran – præstestyret og befolkningen”. Her bliver der lejlighed til også at høre om det islamiske system med hele dets kontrol og undertrykkelse. Oplev samtidig det uendelige smukke land med hele dets gamle persiske kultur, der uden videre kan føres 2.500 år tilbage i tiden.
Lad os lege i livstræets krone
”Kunstnerliv og Livskunst” er titlen på billedkunstner og jordemoder Melaine Christensens foredrag, hvor hun siger: ”Lad os lege i livstræets krone”. Oplev en fortælling i foto, tegn, form, og farve, vævet sammen med Melaines eget liv, hendes fortid og hendes liv som jordemoder ude i verden.
Senere i november er Christiansfeld og Brødremenigheden emne for en kursusgang, når, turistfører, guide, foredragsholder og rejseleder Poul Erik Jespersen, fortæller om oprindelsen hos Herrnhut i Sachsen. Jespersen er selv vokset op med Brødremenighedens Husandagtskalender og har stor indsigt i både Christiansfeld og Herrnhut.
Efterårssæsonens næstsidste foredrag har titlen ”Drømmen om den Hvide Ulv” og leveres af naturfotograf Morten Hilmer. Foredraget er en blanding af historier, videoklip og smukke billeder fra en af verdens mest spektakulære afkroge med ned til 41 minusgrader.
Der sluttes af i begyndelsen af december med ”SNEDRONNINGEN” – i ord og med toner ved Irina Stetsun Thomsen og Per Iversen. De byder på en både dramatisk, smuk og medrivende tur sammen med børnene Kai og Gerda i H.C. Andersens eventyr ”Snedronningen” fra 1844.
Hvor afvikles højskolerne
Prisen for 10 spændende kursusgange er 1.025 kr. i Sæby foregår det i frikirken på Sæbygårdvej onsdag formiddag med start den 27. september. I Frederikshavn er der højskole i Det Musiske Hus med start fredag den 29. september. I Skagen startes tirsdag den 26. september om eftermiddagen i Kulturhus Kappelborg. I Sæsing er det i kulturhuset torsdag formiddag med start den 28. september. I Hjørring på Vendsyssel Teater med start onsdag den 27. om eftermiddagen. I Brønderslev foregår det på biblioteket med start tirsdag den 26. september om formiddagen.
Via dette link kan der læses meget mere udført om efterårets højskoleprogram: FOF Højskolerne efterår
Man kan kontakte FOF Vendsyssel på tlf. 70255050 eller se mere på FOF Højskolerne efterår
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'FOF Vendsyssel er nu klar med nyt program for sine højskoler' til en bekendt