Følgeton på skoleområdet i Frederikshavn Kommune
21. april 2023 - kl. 10:46 - af Henrik Christensen
Som det nu efterhånden nok er de fleste bekendt, så er der truffet politisk beslutning om, at vi ikke længere skal have vores skoler organiseret i 4 distrikter, men skal omstrukturere så vi får 10 selvstændige skoler. Den politiske begrundelse er, at lokalforankring og lokalt ejerskab skal kvalificeres.
Samtidig blev strukturændringen en del af budgetbesparelserne frem mod budget 2023 – det budget der pt er i fuld gang med at leve og understøtte/sætte rammen for hvordan vi kan drive skolerne.
Tidligt forår 2023 blev det klart, at der manglede 14.5 mio. kroner i, at skolerne kunne holde budgetterne for 2023.
Der er derfor afskediget mange medarbejdere.
Nu står vi overfor at processen frem mod at lande rammen for budget 2024 starter.
For skolerne starter denne proces, mens der fortsat ikke er ansat og fordelt de ledere der skal være på de kommende 10 skoler, som opstartes til august – 1 måned inden første budgetbehandling i byrådet.
Det betyder, at skoleområdet ser frem mod en budgetproces, hvor vi allerede inden vi kender andre tal/mulige besparelser ved, at Børne- og Ungdomsudvalget for første gang i mands minde, ikke er friholdt for at bidrage til den store kasse med 1% besparelse. Det kan man sikkert argumentere for er fair nok – men uagtet om det er det eller ej, er det en politisk beslutning at det er sådan.
Det betyder, at inden vi kender andre tal, ved vi at udvalget skal finde mindst 10 mio. der næste år ikke er en del af den budgetramme udvalget har i år
Der er indført minimumsnormeringer på dagtilbudsområdet – det er godt! – men betyder samtidig en økonomisk (lovpligtig) binding og dermed sikkert også at minimumsnormering er lig med maximumsnormering. I forhold til at bidrage til at finde de 10 mio., er der hermed ikke mange andre muligheder end at skære i åbningstiden på dagtilbudsområdet.
Familieområdet og det specialiseret børneområde hører vi om hele tiden – der er stigning i anbringelser og stigning i børn og unge der har behov for specialpædagogisk understøttelse. Anbringelser er lovpligtige, når der er et anbringelsesgrundlag – lad os håbe, at politikerne derfor interesserer sig for hvordan vi kvalificerer og sikrer at der er tilpas med helhedsorienteret og sammenhængende forebyggende indsatser, således at vi tidligt hjælper og udvikler børn og familier i de rigtige rammer, så de ikke fastholdes i både det dyreste og mest indgribende kommunen kan.
Så er vi tilbage ved skolerne – hvis almenområde vi lige har besparet 14.5 mio. kroner på.
Kan der overhovedet findes en ret stor del af de 10 mio. kroner vi mindst ser ind i her?
Kan det forsvares, at budgetprocessen frem mod konsekvenserne for de kommende skoler, den køres og håndteres af de nuværende skoler?
Hvordan sikres det lokale ejerskab og kendskab ind i denne voldsomme budgetproces?
Lise L Pedersen, formand skolebestyrelsen Distrikt Nord
Jan Sørensen, formand skolebestyrelsen Distrikt Øst
Lars Sørensen, formand skolebestyrelsen Distrikt Vest
Louise Jæger, formand skolebestyrelsen Distrikt Syd
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Følgeton på skoleområdet i Frederikshavn Kommune' til en bekendt