Hoteller udlejer nu cykler til gående gæster
5. maj 2023 - kl. 6:23 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Et nyt samarbejde skal gøre det nemt for byens mange gående turister at komme rundt til attraktionerne på to hjul.
Fremover vil eventyrlystne turister kunne leje cykler på udvalgte hoteller i Frederikshavn, så de nemt og bekvemt kan bevæge sig rundt til byens attraktioner uden at tænke på busser, biler og parkering. Initiativet igangsættes af Destination Nord, Fri Bikeshop Frederikshavn samt en række hoteller i byen.
– Mange rejsende kommer på gåben fra færgen og toget, og de har svært ved at komme rundt til for eksempel Palmestranden og Bangsbo-området. Vi har oplevet stor efterspørgsel både fra turister og Stena Line på bedre muligheder for cykeludlejning, og derfor sætter vi nu dette initiativ på banen for den kommende sæson, siger Anne-Grethe Kramme, Head of Business Development i Destination Nord.
Cykler giver frihed til turisten
Det første hotel, der er trådt ind i samarbejdet, er Hotel Frederikshavn, der med sin centrale beliggenhed i byen tæt på både stationen og færgehavnen har mærket efterspørgslen. Hotellet får som udgangspunkt ti cykler til at stå fast i garagen, klar til en køretur.
– Allerede sidste år begyndte vi selv så småt at leje cykler ud, netop fordi efterspørgslen er stor, og gæsterne nyder friheden i at kunne cykle rundt i byen. Mange gør en dag ud af det og bestiller også madpakker fra hotellets køkken, som de tager med ud på turen, siger hotelmanager Gitte Vanggard.
Hun ser også mange andre spændende muligheder med cykeludlejning til hotelgæster, bl.a. at det tænkes ind i grønne konferencer og festlige events.
Bygger på gode erfaringer
Fri Bikeshop Frederikshavn, som leverer og servicerer cyklerne, har allerede gode erfaringer fra Skagen, hvor der er rift om udlejningscyklerne på hotellerne.
– Vi flytter cyklerne ud til dér, hvor gæsterne er, og det har vist sig at være et kæmpe hit. Vi får rigtig mange positive tilbagemeldinger fra Skagen, hvor konceptet allerede kører, og samtidig letter det vores ekspedition, at hotellerne formidler udlejningen. Vi glæder os til at se konceptet udvikle sig i Frederikshavn, siger Michael Andersen, indehaver af Fri Bikeshop i Frederikshavn og Skagen samt Skagen Bikerental.
Indsatsen er en del af projektet ”Bæredygtig destinationsudvikling via internationale styrkepositioner” under temaet ”Bæredygtig mobilitet”. Projektet er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Praktisk information
- Selve booking og leje foregår gennem app’en GoVisit.
- Cyklerne lejes på dagsbasis og er for alle, ikke kun hotellets gæster.
- Flere hoteller melder sig ind i samarbejdet i løbet af foråret.
- Indsatsen er en del af projektet ”Bæredygtig destinationsudvikling via internationale styrkepositioner” under temaet ”Bæredygtig mobilitet”. Projektet er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
-
Om Destination Nord:
Destination NORD er sammen med de øvrige 18 destinationsselskaber i Danmark sat i verden for at arbejde professionelt med turismefremme og dermed skabe omsætning og jobs inden for turisme- og oplevelsesøkonomien. Destination Nord er destinationsselskabet for Frederikshavn, Læsø, Brønderslev og Aalborg Kommuner.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hoteller udlejer nu cykler til gående gæster' til en bekendt