
Cool Car Race kører igennem Sæby og Frederikshavn
23. maj 2023 - kl. 8:36 - af Henrik Christensen
Cool Car Race er snart klar til at slippe hestekræfterne løs i bestræbelserne på at skaffe penge til velgørenhed.
I dagene 2.-3. juni går starten, og Sæby og Frederikshavn bliver de første destinationer på ruten, som der i øvrigt indtil videre hersker en hel del tys-tys omkring, da der indgår mange elementer af hemmelighedskræmmeri heri for deltagerne.
En af arrangørerne er den tidligere sæbynit og nuværende frederikshavner, Jacob Risgaard, som af de fleste vil være et kendt ansigt fra TV-serien ”Løvens hule” og som medindehaver af online-webshoppen Coolshop ved Loftbrovej og E45 nord for Aalborg. Han er også løbets formand.
Avisen har fået lov at bringe information om, at de henvend 50 biler i Cool Car Race gør stop ved ”Ørnedalsbanen” nær Sæby fredag den 2. juni omkring kl. 12. Her ventes det, at der bliver et pitstop, hvor publikum kan kigge nærmere på de flotte køretøjer. Midt på eftermiddagen ved 15-tiden vil bilerne være at finde ved Palmestranden i den nordlige del af Frederikshavn.
Efter overnatning vil kørerne lørdag morgen den 3. juni begive sig igennem Sæbys midtby med deres flotte biler. Det sker nok allerede omkring kl. 8,30, inden de fortsætter mod Musikkens Hus i Aalborg, hvor der forventes ankomst kl. ca. 9,30. Derefter går turen til Silkeborg, hvor der forventes ankomst ved 13-tiden. Den videre rute er foreløbig en velbevaret hemmelighed.
Lamborghini, Corvette, Masarati….
Der vil være mange bilmærker, som ikke hver dag kører på vejene omkring Frederikshavn og Sæby. I flæng kan nævnes Porsche, Lamborghini, Bentley, Corvette, Mercedes, BMW, Ferrari, Audi, McLaren, Aston Martin, Ford Mustang samt en Masarati. Så det er ikke hestekræfter, det kommer til at skorte på!
Cool Car Race er en velgørenhedsevent, grundlagt i 2010 af de to iværksættere Jacob Risgaard og Mark Nielsen, begge fra Coolshop. Hensigten var at skabe et brand, som kombinerer velgørenhed, et stort firma samt ”sexy cars”. I 2012 blev det første ”race” afholdt ved den militære lufthavn i Aalborg. Siden har begivenheden vokset sig større og større.
Hjælpe børn
Formålet er klokkeklart: at hjælpe børn, der har brug for en ekstra håndsrækning. Overskuddet fra Cool Car Race går ubeskåret til CoolUnite-fonden.
Cool Car Race handler ikke om at komme først i mål – det handler om turen, oplevelserne og at have den rette ånd. Lyden og synet af de mange eksotiske hestekræfter er blot en bonus. Formålet med at køre rundt i ind- og udland er at formidle det gode budskab til så mange som muligt.
I fjor slog man ny rekord med hensyn til indsamling, idet man nåede op på mere end 2,6 mio. kr., der går ubeskåret til velgørenhed.
Link, hvor der kan læses mere om rute og om kørere og køretøjer: https://coolcarrace.com/Routes
Link, hvor man kan se navnene på kørerne og hvilke biler de præsenterer: https://coolcarrace.com/Drivers
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Cool Car Race kører igennem Sæby og Frederikshavn' til en bekendt