Foto: Skateboardlandsholdet.
Landsholdet i skateboarding besøger Frederikshavn Skatepark
25. maj 2023 - kl. 11:53 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Den 2. juni kan alle interesserede møde landsholdet i skateboarding i Frederikshavn Skatepark. Holdet er på rundtur i Danmark og den starter i Frederikshavn.
Fredag den 2. juni kl. 17.00 kan alle interesserede møde det danske landshold i skateboarding i Frederikshavn Skatepark ved Rådhusparken.
Landsholdet er på rundtur i Danmark, og turen begynder i Frederikshavn. Her vil det være muligt at få en snak med landsholdet, vise tricks, optage film med landsholdet og få tips til at gøre egen skateboarding bedre.
– Skateboarding er gadens sport og fungerer som sådan glimrende uden et landshold. Men vi har alle brug for inspiration og motivation, og her kan landsholdet helt klart spille med. Vi vil gerne være med til at gøre økosystemet for skateboarding endnu stærkere i Danmark, siger assisterende landstræner Thomas Kring.
Landsholdet vil på rundturen samle erfaringer fra de forskellige kommuner og bruge dem til at kunne hjælpe entusiaster, foreninger og kommuner på vej til at skabe endnu bedre forhold for skateboarding.
Det danske skateboardlandshold blev oprettet i forbindelse med dansk deltagelse i OL i Tokyo i 2021. Det er organiseret under specialforbundet Rullesport Danmark, som er en del af DIF. Turen er støttet af Lauritzen Fonden og Spar Nord Fonden.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Landsholdet i skateboarding besøger Frederikshavn Skatepark' til en bekendt