Forsyningen tilbyder intelligente ladeløsninger til hjemmebrug
11. juni 2023 - kl. 6:57 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Forsyningen har indgået samarbejde med softwarevirksomheden Spirii, der tilbyder ladeløsninger til elbilsejere. Det betyder, at alle nordjyder nu kan anskaffe sig en attraktiv ladeløsning og elaftale hos Forsyningen.
“Vi har længe afsøgt markedet efter en god aftale til de af vores elkunder, som enten er eller snart skal være elbilsejere. Vi er glade for, at vi nu kan tilbyde vores kunder en attraktiv ladeløsning,” siger markedsspecialist, Kathrine Bech Fanøe.
Elafgiften er blevet refunderet automatisk som led i hjælpepakken fra Regeringen. Denne afgiftsreduktion ophører pr. 1. juli 2023. Nu står Forsyningen klar til at hjælpe de elbilsejere, som stadig gerne vil have refunderet elafgiften. Det er samarbejdspartneren Spirii, som refunderer afgiften, mens elaftalen er hos Forsyningen. Her kan der vælges mellem 2 elprodukter, som begge er variable aftaler, der de seneste par måneder har vist sig at være rigtig gode og billige aftaler. Derudover er det også muligt at vælge en grøn elaftale.
Med i serviceaftalen hos Spirii får kunden bl.a. 24 timers kundeservice, en smart app som giver indblik i hvornår det er billigst at oplade samt adgang til et globalt ladenetværk.
”Vi tilbyder særlig rabat til nye og eksisterende elkunder, som bestiller en ladeløsning hos Forsyningen. Har du allerede en ladestander, hvor du ikke får afgiftsrefusion, er det muligt at få udskiftet din boks ved Forsyningen”, fortæller Kathrine Bech Fanøe.
Læs mere om og bestil ladeløsningen på Forsyningens hjemmeside.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Forsyningen tilbyder intelligente ladeløsninger til hjemmebrug' til en bekendt