Muligheder for vækst – Muligheder for mennesker
12. juli 2023 - kl. 9:58 - af Henrik Christensen
Frederikshavn Byråd har besluttet at sende et forslag til en ny planstrategi ”Muligheder for vækst – Muligheder for mennesker 2024-2028” i offentlig høring. Forslaget er en revision af den eksisterende udviklingsstrategi.
I den forbindelse håber Byrådet, at forslaget til planstrategien vil give anledning til overvejelser, idéer og kommentarer fra borgere, foreninger og professionelle bestyrelser. Forslaget er netop nu tilgængeligt på kommunens hjemmeside frem til den 26. september.
Planstrategien er byrådets strategi for udviklingen af Frederikshavn Kommune. ”Muligheder for vækst – Muligheder for mennesker” skal både bidrage til at skabe rammerne for at udvikle muligheder for mennesker i form af fællesskaber, der understøtter øget bosætning, børn og unges trivsel samt rammerne for udvikling af vækst i form af erhvervsudvikling og udvikling af byer og landdistrikter mm. Strategien tager derfor afsæt i følgende fire temaer: liv, arbejdskraft, byer og uddannelse.
Ambitionen med planstrategien er at arbejde for et helt samfund, hvor det er muligt at leve det gode hverdagsliv i form af gode jobs, karriere- og uddannelsesmuligheder, attraktive boliger, et rigt handelsliv og mangfoldige kultur- og fritidstilbud.
Et lovpligtigt dokument
En planstrategi er et lovpligtigt dokument, som kommunen skal udarbejde inden udgangen af første halvdel af en byrådsperiode.
En planstrategi skal efter Planloven indeholde en strategi for kommunens udvikling, en oversigt over gennemført planlægning siden den seneste kommuneplanproces og en beslutning om enten at revidere kommuneplanen i sin helhed eller at revidere kommuneplanen delvist med fokus på bestemte temaer eller emner.
Tradition for samarbejde med andre
Planstrategien er at betragte som det politiske kompas for udviklingen af Frederikshavn Kommune.
”Vores største styrke er, at vi har tradition for at samarbejde med andre – både lokalt, regionalt, nationalt og internationalt. Kun gennem stærke fællesskaber lykkes vi med at løse fremtidens udfordringer og indfri potentialerne. Planstrategien sætter en retning for, hvordan vi kan skabe bæredygtig vækst, nye jobs og muligheder for mennesker. Men det kræver, at vi står sammen og handler,” udtaler borgmester Birgit Stenbak Hansen i oplægget. Grøn omstilling og recycling er et af de områder, hvor hun ser muligheder for både vækst og mennesker.
Det øgede fokus på bæredygtighed, der ligger i FN’s Verdensmål, åbner muligheder for de lokale virksomheder. Der skal skabes optimale rammer for, at virksomhederne kan træde ind i den nye dagsorden ved at styrke deres mulighed for vækst og adgang til kvalificeret arbejdskraft.
Børnene er vores fremtid. Derfor skal der investeres i, at de kan vokse op i trygge rammer med trygge og nærværende voksne, der passer på dem og giver dem muligheder for at udvikle sig.
Fællesskabernes stærke kræfter
Planstrategien peger på, at vi skal gøre brug af fællesskabernes stærke kræfter og skabe anledninger til at danne nye fællesskaber og nye relationer for på den måde at skabe endnu flere muligheder for både vores borgere, tilflyttere og gæster.
Vi tager et bæredygtigt ansvar for at bidrage til en udvikling, der gavner både klimaet, kloden og vores lokalsamfund. Vi ser det som vores forpligtelse og som en mulighed at arbejde aktivt med FN’s Verdensmål.
Det understreges, at vores vigtigste ressource er de mennesker, der bor, arbejder og er gæster i kommunen. ”Hver for sig kan vi meget. Sammen kan vi gøre det umulige. Det gør vi igen og igen. Vi er gensidigt afhængige, og vi udvikler bedst vores lokalsamfund gennem samarbejde. Vi er én kommune med mange kræfter,” fremhæves det.
Link til den fremlagte planstrategi:
https://www.frederikshavn.dk/politik/horinger-og-afgorelser/aktuelle-horinger-og-afgorelser/aktuelle-horinger-og-afgorelse/forslag-til-planstrategi-muligheder-for-vaekst-muligheder-for-mennesker-2024-2028/
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Muligheder for vækst – Muligheder for mennesker' til en bekendt