Brandsikkerheden skal være i orden på plejehjemmene
13. juli 2023 - kl. 12:28 - af Henrik Christensen
Dette indlæg er skrevet af Bjarne Laustsen MF (S)
I sommeren 2018, var jo utrolig varm og tør, skete der en forfærdelig ulykke på Plejecenter Farsøhthus i Allingåbro på Djursland. På en varm sommerdag brændte tre beboere inde, selvom brandstationen kun lå nogle få hundrede meter væk. Tragisk og meningsløst. En af årsagerne til, at det kunne gå så galt, var desværre, at plejecentret ikke levede op til reglerne for brandsikkerhed. Det dur selvfølgelig ikke.
Derfor bestilte den forrige regering en rapport, hvor en ekspertgruppe skulle komme med forslag til, hvordan brandsikkerheden kan forbedres på plejehjemmene i landet. Den rapport har vi fået nu, så bolden ligger hos os som politikere med det videre arbejde.
https://drive.google.com/file/d/1HO2cSjUHJpyh1Pp_F_Bj5hOX0RwzJNbw/view?usp=sharing
Rapporten er desværre sørgelig læsning. Der dør nemlig mellem 60 og 80 mennesker om året på grund af brand i Danmark – heraf 10% på vores plejehjem. Én dødsbrand er selvfølgelig altid én for meget, men når det sker på et plejehjem, hvor folk skal kunne stole på, at de kan føle sig trygge og bliver passet på, har vi et særligt ansvar for at prøve at forhindre det.
Rygning er den største dræber, og det gælder også når det kommer til brand. I rapporten kan man læse, at langt over halvdelen af alle dødsbrande er forårsaget af rygning. Faktisk er alle de brande, borgere er døde af på plejehjemmene netop på grund af rygning.
Vi kan selvfølgelig ikke forbyde folk at ryge i deres eget hjem – og det er der heller ikke nogen der vil. For nogle år siden fik jeg et opkald fra en fortørnet søn. Han truede mig på livet og fortalte, at jeg i hvert fald ikke skulle blande mig i om hans gamle mor måtte ryge, den sidste del af hendes liv!
Det vil jeg heller ikke, men derfor vil jeg stadig kraftigt opfordre til, at man lader være med at ryge i sengen – og i det hele taget for øvrigt. Hvis det går galt, er det jo ofte ikke kun en selv, det går udover, men også dem man bor tæt ved; og så må der altså findes skønnere måder at komme herfra på, end at brænde inde pga. en dårlig vane som rygning.
Hvis man så ikke kan lade være, må man til gengæld tage sine forholdsregler. Det kan være med ting som rygeforklæde, brandhæmmende sengetøj eller mobile sprinkleranlæg. Mange af brandene opstår nemlig, fordi beboere ligger og ryger i deres senge. Det bliver ikke mindre farligt af, at plejehjemspersonalet ikke må være i beboernes lejlighed imens de ryger, på grund af deres arbejdsmiljø. Her kunne jeg godt tænke mig, at der fandtes en form for ”rygeven”, ligesom vi kender det med besøgsvenner. Så ville der være mere overvågning på nogle af de farlige situationer, uden at plejepersonalet bliver udsat for røg.
2 af de 15 anbefalinger i rapporten drejer sig netop om at opstille mobile alarmerings- og sprinkleranlæg hos de borgere som ryger i deres lejlighed. Det er både billigt og effektivt. Hvis det er dét, der skal til for at redde liv på vores plejehjem, kan det ikke gå for hurtigt med at få rullet det ud. Desuden kan sådan et mobilt sprinkleranlæg være relevant at få stillet op hos mange mennesker uden for plejehjemmene også. De fleste brande sker jo i private hjem. Så hvis man selv ryger indenfor, eller kender nogen der gør, er det en simpel måde at øge brandsikkerheden gevaldigt hos en selv, eller en man holder af.
De og de andre anbefalinger, som bl.a. handler om træning af personalet og forbedring af bygninger, skal vi nu sammen se på inde på Christiansborg. Jeg ser frem til at begynde arbejdet med mine kolleger i Folketinget, så vi kan sikre, at brandsikkerheden er i orden på vores plejehjem.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Brandsikkerheden skal være i orden på plejehjemmene' til en bekendt