Stafet For Livet: I år runder vi fem millioner!

Stafet For Livet: I år runder vi fem millioner!

1. august 2023 - kl. 8:16 - af

Stafet For Livet afvikles 26.-27. august på Knivholt – og formanden tror på stort overskud.

Stafet For Livet er klar til igen at indtage Knivholt.

Den 26.-27. august går det løs med det store 24-timers velgørenheds-arrangement, der hvert år samler penge ind til Kræftens Bekæmpelse.

Alle, der tilmelder et hold, er med til at vise, at ingen skal kæmpe alene mod kræft – og at vi er stærkere, når vi står sammen.

Det koster 100 kroner for voksne og 50 kroner for børn at deltage, og de deltagende hold er typisk familier, venner, kolleger og foreningskammerater, der holdvis går eller løber på ruterne gennem Knivholtskoven.

De enkelte deltagere bestemmer selv, hvor meget de vil gå eller løbe.

Stafetten starter lørdag klokken 10, og hele lørdagen er der et stort program med underholdning, musik, crossdance soft, QI Gong, Zumba, aktiviteter for børn, tombola og auktion over en lang række flotte effekter, som Stafet For Livet har modtaget af diverse sponsorer.

I år er der også sponsorcykelløb på lokale Body Bikes, så der er noget at se på for alle, der har lyst til at være med. Alle er velkomne til at aflægge besøg på pladsen, og det er ganske gratis.

Ingen skal stå alene

Årets stafet afvikles under temaet ”Ingen skal stå alene med senfølger efter kræft”.

– I Danmark lever cirka 370.000 mennesker med kræft, og næsten 60 procent oplever at få senfølger. Desværre oplever mange at stå alene og have svært ved at få den rette hjælp. Det skal vi ændre på, siger Alice Christiansen, formand for Stafet For Livet Frederikshavn.

Sidste år samlede Stafet For Livet 426.000 kroner ind til Kræftens Bekæmpelse.

Målet er fem mio. kr.

Stafet For Livet startede i 1985, hvor den amerikanske kræftlæge Gordy Klatt lånte det lokale atletikstadion i byen Tacoma i det vestlige USA. Det blev startskuddet til Stafet For Livet, der i dag foregår over det meste af verden.

I Frederikshavn Kommune startede stafetten i 2009, de første år på Sundhedshøjskolen Diget i Bunken og de seneste år på Knivholt vest for Frederikshavn.

I alt har stafetten i Frederikshavn kommune indsamlet 4,8 millioner kroner.

Målet er at runde de fem millioner, når stafetten slutter søndag den 27. august, og formanden tror på, at det lykkes.

– Vi oplever igen i år en fantastisk opbakning fra vores sponsorer i hele kommunen. Vi er overvældet over alle de pengedonationer såvel som effekter til vores store tombola og auktion, som vi modtager. Det bidrager alt sammen til vores indsamlingsresultat, så vi skal nok nå vores målsætning, lyder det fra en optimistisk formand for Stafet For Livet Frederikshavn.

De første 20 hold har tilmeldt sig årets stafet, men der er altid plads til flere.

Tilmelding kan ske på www.stafetforlivet.dk/stafet/frederikshavn.

– Alle er velkomne til at besøge pladsen, siger formand for Stafet For Livet Frederikshavn, Alice Christiansen.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Stafet For Livet: I år runder vi fem millioner!' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger