Ventilen inviterer til åbent hus i Verdensmålsugen
23. august 2023 - kl. 12:54 - af Henrik Christensen
Mødet mellem mennesker kan ofte langt mere, end vi tror. Og det er centralt for Ventilen Danmarks måde at arbejde på, når frivillige hjælper unge ud af ensomhed. Vil du med på frivilligholdet?
Ventilen Frederikshavn genåbner deres tilbud i efteråret 2023, hvor unge, der oplever ensomhed kan blive en del af et fællesskab med andre unge.
Kom til åbent hus og hør om genåbning
Ventilen Frederikshavn genåbner i Verdensmålsugen fredag den 8. september, kl. 16–18 i Kirkegade 9, indgang 1 – op ad trappen. Her holder de åbent hus, hvor du kan se deres fine lokale og møde de frivillige, der er klar til at svare på spørgsmål. Arrangementet er for alle, der er interesseret i Ventilen Frederikshavn – om du blot er nysgerrig, vil være frivillig eller potentiel bruger af stedet. Ventilens frivillige byder på sodavand, kage og andet godt på dagen.
Hvad er Ventilen?
Ventilens nye lokale i Kirkegade bliver ramme for nye fællesskaber mellem lokale unge:
– Målet med Ventilen er at skabe et miljø hvor unge, der føler sig ensomme, kan møde andre med samme udfordring, for at de sammen kan komme følelsen til livs gennem aktiviteter som metode. Der er også rig mulighed for, at de unge kan tale med de frivillige om nogle af de svære ting, de oplever, fortæller Kia Thrysøe Nielsen, der er formand i Ventilen Frederikshavn.
I mødestedet er der madlavning og fællesspisning, brætspil og diverse andre aktiviteter på programmet, som bliver planlagt af en håndfuld unge frivillige.
Og nu kan du blive en del af frivilligholdet, der fremadrettet skal gøre en forskel for ensomme unge i Frederikshavn. Ventilen Frederikshavn er nemlig på udkig efter flere friske kræfter til holdet.
Ung og klar til at gøre en forskel for andre?
Ventilen Frederikshavn er på udkig efter frivillige mellem 17 og 35 år, der er ansvarsbevidste og klar til at skabe en tryg atmosfære og god dynamik. Og som har lyst til at gøre en mærkbar forskel i andres unges liv, når tilbuddet genåbner i efteråret.
– Som frivillig deltager du i planlægning af aktiviteter for mødestedet, og er med til at udføre dem med de unge, når vi har åbent. Du får desuden nogle organisatoriske opgaver, som passer til den frivilliges interesser og kompetencer. Som frivillige er vi ikke fagpersoner, men vi er ”unge med de unge”, og vi står primært bare for at skabe rammerne for de unges selvudvikling i det tempo og den grad, som de selv ønsker, fortæller Kia Thrysøe Nielsen.
Du bliver selvfølgelig klædt på til arbejdet gennem Ventilens grunduddannelse, hvor du lærer om Ventilens målgrupper og metoder.
Vil du med på frivilligholdet hos Ventilen Frederikshavn, kan du kontakte de frivillige via følgende mail: frederikshavn@ventilen.dk.
Du kan læse mere om Ventilen Frederikshavn, samt Ventilen Danmarks arbejde via www.ventilen.dk og via deres Facebook profil Ventilen Frederikshavn.
Du kan deltage i et mangfoldigt udvalg af aktiviteter i Verdensmålsugen. Læs mere på https://ffm.frederikshavn.dk/se-aktiviteter/
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ventilen inviterer til åbent hus i Verdensmålsugen' til en bekendt