SKAL og Saltlandet søger kommunalt tilskud
7. september 2023 - kl. 6:55 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Frederikshavn Kommune har modtaget 2 ansøgninger, som henhører under ”puljen om de frie midler” for tredje kvartal i 2023. Ansøgningerne behandles af Kultur- og Fritidsudvalget på udvalgets næste møde i dag den 7. september.
De frie midler kan støtte oplevelsesøkonomiske eller vidensøkonomiske målsætninger, vækst- og talentlagsfremmende projekter, faglige og kunstnerisk inkluderende projekter, inkluderende projekter, synliggørende og banebrydende projekter, særlige børnekulturelle aktiviteter samt folkelige kulturelle aktiviteter.
Der er godt 59.000 kr. tilbage til uddeling i puljen i tredje ud af fire ansøgningsrunder i år. Der søges om i alt 124.000 kr.
Samtidskunstforeningen SKAL søger om 120.000 kr. til driftsudgifter i forbindelse med udstillingsprogrammet 2024 i ”SKAL Contemporary” i Skagen.
Kommunens Center for Kultur og Borgerservice gør opmærksom på, at SKAL tidligere har ansøgt om et flerårigt driftstilskud. Ansøgningen blev behandlet på mødet i august, hvor det blev besluttet at udsætte sagen til januar 2024. På baggrund heraf kan administrationen ikke anbefale ansøgningen over for Kultur- og Fritidsudvalget.
Saltlandets Historiske Forening Sæby søger om 4.000 kr. til udstillingen ”Gårdbilleder”, der vises i For Retfærdigheden i Sæby i september måned. Her anbefaler Center for Kultur og Borgerservice, at ansøgningen støttes.
Tekst: Per Rye
En kommentar til “SKAL og Saltlandet søger kommunalt tilskud” under annoncerne.
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at støtte Saltkandet ned 4.000 kr. og SKAL Contemporary med 15.000 kr.