Forsyningen: 2024 byder på højere priser på vand og spildevand
26. november 2023 - kl. 7:12 - af Henrik Christensen
”Priserne på drikkevand og spildevand stiger fra den 1. januar 2024 grundet de store prisstigninger på energi, vi oplevede i efteråret 2021 og frem til 2022, hvor især elpriserne steg voldsomt”, udtaler formand for bestyrelsen i Frederikshavn Forsyning Erik Kyed Trolle.
Priserne på vand og spildevand følger inflationen i samfundet, men da prisloftet kun bliver reguleret hvert andet år, er der en forsinkelse mellem inflationen, og hvornår Forsyningen kan ændre priserne.
Fra årsskiftet stiger den variable vandpris fra 16,45 kr. til 17,66 kr. pr. m3, hvilket betyder en stigning på ca. 170,00 kr. om året for en husstand med et vandforbrug på 140 m3. Den variable pris på spildevand stiger fra 55,00 kr. pr. m3 til 56,25 kr. pr. m3, som svarer til en årlig stigning på ca. 175,00 kr. De angivne priser er inkl. moms og afgifter.
”Vi har først fået de økonomiske rammer godkendt i efteråret 2023, og derfor hæver vi prisen fra den 1. januar 2024 for at dække den øget udgift på el, som anvendes til produktion af vand og behandling af spildevand. På trods af vores store fokus på at være energieffektive bruger vi meget energi på pumpning, behandling og rensning af vandet”, forklarer Erik Kyed Trolle.
Varmeprisen falder i Frederikshavn
Fra nytår nedjusterer Frederikshavn Varme varmeprisen fra de nuværende 925,00 kr./MWh inkl. moms til 862,50 kr./MWh inkl. moms, hvilket er en besparelse på 62,50 kr./MWh inkl. moms. Prisfaldet vil give varmekunder med et standardforbrug på 18,1 MWh en årlig besparelse på ca. 1.130 kr. ”Vi ved godt, at det er en besparelse i den lave ende, men vi går den kolde tid i møde, og krigen i Ukraine påvirker stadig energimarkedet. Med et ustabilt energimarked hvor el- og gaspriserne hurtigt kan stige, tør vi ud fra et forsigtighedsprincip ikke nedjustere prisen yderligere på nuværende tidspunkt”, slutter Erik Kyed Trolle af.
Det er også fra den 1. januar 2024, at varmekunderne oplever en ændring i afregningsformen, hvor kunderne overgår til obligatorisk månedsafregning efter det faktiske forbrug uden aconto-opkrævning. Det omfatter de forbrugsarter, der opkræves på samme regning som varme, hvilet kan være vand, spildevand og renovation.
Øvrige kunder for vand, spildevand og renovation har mulighed for frivilligt at tilmelde sig samme ordning efter nytår. Læs mere på forsyningen.dk.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Forsyningen: 2024 byder på højere priser på vand og spildevand' til en bekendt