Manglen på håndværkere spidser til

Manglen på håndværkere spidser til

5. januar 2024 - kl. 11:06 - af

Hver tredje boligejer kan ikke opstøve håndværkere til projekter. 

I 2030 vil der forventeligt komme til at mangle 99.000 faglærte – og allerede nu kradser manglen. Ifølge en undersøgelse af Voxmeter udført for gulvvirksomheden Timberman har hver tredje boligejer, som har søgt efter en håndværker sidste år, haft udfordringer med at finde kvalificerede håndværkere. Særligt udbredt er tendensen i hovedstadsområdet og på resten af Sjælland.  

99.000 faglærte. Så mange faglærte kommer der forventeligt til at mangle i 2030, viser prognoser fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd – men allerede nu kradser udfordringerne.

Ifølge en undersøgelse af Voxmeter udført for gulvvirksomheden Timberman, som er gennemført blandt 2.000 repræsentative boligejere og andelshavere, har hver tredje boligejer, som har søgt efter en håndværker sidste år, haft udfordringer med at finde kvalificerede håndværkere til et boligprojekt.

– Det er som sådan ikke noget nyt, at der mangler håndværkere – sådan har det været i flere år, og især under og umiddelbart efter corona-pandemien mærkede vi selv, hvordan flere projekter blev udskudt som følge deraf. Interessant er det dog, at selvom den voldsomme byggeaktivitet er stilnet af, så har boligejerne stadig haft svært ved at få fat på kvalificerede håndværkere til deres projekter – og de udfordringer bliver blot mere udtalte i fremtiden, hvis prognoserne holder stik, siger adm. direktør i Timberman Mogens Fisker.

Mest udbredt er tendensen i hovedstaden og resten af Sjælland. Her har henholdsvis 44 procent og 40 procent af de boligejere, som har søgt efter en håndværker, haft udfordringer med det.

– At vi ser geografiske forskelle, hænger formentlig sammen med flere ting. Blandt andet er der flere større infrastrukturprojekter og byggerier på Sjælland, som efterlader en mindre arbejdskraft til andre projekter såsom private bolig- og renoveringsprojekter, ligesom udviklingen i andelen af faglærte naturligvis også har betydning, siger Mogens Fisker.

Ifølge tal fra Undervisningsministeriet vælger blot 13 procent af unge i Region Hovedstaden en faguddannelse, mens det tilsvarende gælder for 25 procent i Region Nordjylland.

Kan skubbe på gør-det-selv-bølge

Af undersøgelsen fremgår det, at omkring to ud af tre boligejer, som vil sætte gang i et boligprojekt, ønsker at gøre det selv. Ifølge Mogens Fisker kan det være en følgevirkning af udfordringerne med at opstøve kvalificerede håndværkere: 

– I årene efter pandemien så vi både mangel på materialer og arbejdskraft i byggeriet, og det har formentlig fået flere til at kaste sig ud i gør-det-selv-projekterne. Det er samtidig en måde at holde udgifterne nede, når det som nu er dyrt at finansiere renoveringsprojekter som følge af de høje renter, mens det også er blevet nemt at gøre ting selv såsom at montere et gulv med kliksystem, lyder det fra ham afsluttende. 

Faktaboks: Har du inden for det seneste år oplevet udfordringer med at finde kvalificerede håndværkere til et boligprojekt? (Fordelt på regioner)

 

Region Hovedstaden

Region Sjælland

Region Syddanmark

Region Midtjylland

Region Nordjylland

Total

Ja

38,8 %

40,0 %

30,8 %

30,6 %

28,2 %

33,9 %

Nej

59,4 %

50,6 %

57,3 %

66,0 %

59,0 %

59,4 %

Ved ikke

1,8 %

9,4 %

11,9 %

3,5 %

12,8 %

6,7 %

Kilde: Timberman Trends, ”Har du inden for det seneste år oplevet udfordringer med at finde kvalificerede håndværkere til et boligprojekt?” Antal respondenter: 617 (eksklusive respondenter, der har svaret ”jeg har ikke søgt efter håndværkere”).  

Faktaboks: Har du planer om, at mindst ét planlagt boligprojekt skal være gør-det-selv-projekter?

Ja

64,2%

Nej

27,6%

Ved ikke

8,2%

Kilde: Timberman Trends, ”Du har svaret, at du har planer om at sætte gang i et eller flere boligprojekter inden for de kommende 6 måneder. Har du planer om, at mindst ét planlagt boligprojekt skal være gør-det-selv-projekter?” Antal respondenter: 1.042 (eksklusive respondenter, der ikke har renoveringsplaner) 

Om Timberman Trends

Timberman Trends er en årlig trendanalyse, som har til formål at tage temperaturen på, hvilke trends og tendenser inden for bolig og livsstil der rør sig nu og i den nærmeste fremtid.

Forbrugerundersøgelsen er foretaget af Voxmeter i perioden 23. august til 12. september 2023 på vegne af Timberman, og der er indsamlet data fra 2.000 nationalt repræsentative respondenter, som bor i ejer- eller andelsbolig.

Undersøgelsen er gennemført som en webbaseret undersøgelse ved brug af Voxmeters CAWI-system blandt tilfældigt udvalgte respondenter, og data er indsamlet nationalt repræsentative kvoter på køn, aldersgruppe og region. 

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Manglen på håndværkere spidser til' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger