Takst for erhvervsvirksomheders brug af genbrugspladser

Takst for erhvervsvirksomheders brug af genbrugspladser

11. januar 2024 - kl. 12:23 - af

Byrådet besluttede den 29. november 2023, at taksterne for erhvervslivets brug af genbrugspladser, herunder nummerpladeaflæsning, sendes til Plan- og Miljøudvalget til fornyet behandling, inden de effektueres. Plan- og Miljøudvalget har nu sagen til behandling på udvalgets kommende møde den 15. januar.

Som udgangspunkt skal virksomheder benytte ordninger uden for det kommunale indsamlingssystem. Det er dog muligt for Frederikshavn Affald A/S at tilbyde indsamling af visse typer erhvervsaffald, når affaldet ligner husholdningsaffald i art og mængde.

Virksomheder med fx mindre mængder papir/pap eller plast/metal har dermed mulighed for at få indsamlet affald i en beholder på virksomhedens adresse.

De takster, der fastsættes under denne ordning (aktuelt årligt 995,62 kr. ekskl. moms), skal afspejle markedsprisen og de reelle udgifter forbundet med behandlingen.

Udfasning af klippekortordning

I en årrække har virksomheder hvert år kunnet købe et ”klippekort”, der gav adgang til aflevering af erhvervsaffald.

Klippekortordningen er planlagt udfaset og erstattet af den nye løsning baseret på nummerpladegenkendelse. Denne løsning blev godkendt af Byrådet i forbindelse med godkendelsen af Budget 2024.

Administrationen har opstillet forslag til takster for virksomheders brug af genbrugspladser.

Ens takst for alle virksomheder

Frederikshavn Affald A/S har beregnet virksomhedernes takst pr. besøg til 165 kr.+ moms (206,25 kr. inkl. moms). Den gennemsnitlige takst pr. besøg i Vendsyssel er 267 kr. + moms.

Affaldsmængder og udgifter til virksomhedernes brug af genbrugspladser er baseret på et skøn, idet der er samdrift mellem privates og virksomheders brug af pladserne. Frederikshavn Affald A/S skønner, at 10 % af besøgene er erhvervskunder.

To alternativer

Som alternativ kan der peges på en model, hvor taksten afhænger af virksomhedstypen, og hvor løsningen med nummerpladeaflæsning benyttes. Virksomheder, der med branchekoder fra Danmarks Statistik omfatter ”Håndværkere og anlægsgartnere”, afleverer typisk større mængder affald, herunder også mere affald til forbrænding og deponi. Øvrige erhverv (typisk serviceerhverv) afleverer typisk en del emballageaffald.

Med baggrund i en skønnet fordeling imellem de forskellige virksomhedstyper foreslås, at gebyret for ”Håndværkere og anlægsgartnere” fastholdes på 165,00 kr. pr. besøg, mens prisen for ”Øvrige virksomheder” fastsættes til 95,00 kr. pr. besøg. Derudover foreslås en ny takst for erhvervslivets betaling for håndtering af farligt affald. Taksten foreslås fastsat til 10,00 kr. pr. kg.

Med udgangspunkt i Motor- og CVR-registeret vil Frederikshavn Affald A/S få oplyst ejer, CVR-nr. samt branchekode i forbindelse med nummerpladescanning.

Som et andet alternativ er det en mulighed at fortsætte med den nuværende klippekortordning. Denne ordning har ifølge Frederikshavn Affald A/S nogle indbyggede problematikker i forhold til kontrol af virksomhedernes aflevering af affald.

Administrationen vurderer, at alle tre nævnte forslag afspejler de reelle udgifter forbundet med behandlingen af hver affaldstype samtidig med, at de efterlever Forsyningstilsynets fastsatte regler.

Center for Teknik og Miljø indstiller forud for udvalgsmødet, at ens takster for alle virksomheder baseret på nummerpladegenkendelse fastholdes.

Supplerende bemærkninger om ”Pay by plate”

Af et notat med supplerende bemærkninger Ordningen med ”Pay by Plate” sættes i drift fra januar 2024, hvor alle køretøjers nummerplader scannes ved indkørslen til pladsen, og køretøjer, der er indregistreret til erhvervsmæssig brug, vil efterfølgende blive faktureret jævnfør taksten på området.

Når nummerpladescanning indføres, vil Frederikshavn Affald A/S få mere præcise data for virksomheders besøg på genbrugspladserne, som fremadrettet skal bruges i takstberegningen.

Der vil også kunne udarbejdes en variabel takst i forhold til bilens størrelse eller branchekode – f.eks. for liberale erhverv og håndværksvirksomheder.

Frederikshavn Affald A/S lægger vægt på, at den fastsatte betaling kan håndteres elektronisk og ikke medfører, at der skal udøves kontrol af alle besøgende.

Tekst: Per Rye

 

 

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Takst for erhvervsvirksomheders brug af genbrugspladser' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger