Ny udvikling: Levetiden stiger markant hos menneskets bedste ven
28. marts 2024 - kl. 6:20 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Ifølge erfaringer fra veterinærkoncernen AniCura lever hunde længere end nogensinde før. Men når kæledyr bliver ældre stiger risikoen for sygdomme, og derfor bør hundeejere holde ekstra øje med aldersrelaterede komplikationer, lyder opfordringen fra chefdyrlæge.
Det er ikke kun mennesker, der bliver ældre og ældre – det gør sig også gældende for vores firbenede venner. Denne udvikling skyldes blandt andet, at hunde kommer hyppigere og hyppigere til dyrlæge, hvilket sikrer at sygdomstilfælde i højere grad kan opdages i tide. Sådan lyder det fra AniCura, der er en af Danmarks største grupper af dyrehospitaler:
– Hunde og katte har opnået en anden status i hjemmet, end de havde for år tilbage. Det skyldes, at de i større grad er blevet en mere integreret del af danskernes familie, og derfor kommer de også oftere til dyrlægen end tidligere, hvilket gør det muligt at opdage potientielle sygdomme i deres tidlige stadier, hvilket er yderst afgørende, forklarer chefdyrlæge i AniCura Danmark, Hanne Friis, og fortsætter:
– Derudover spiller kosten også en væsentlig rolle i, at hunde i gennemsnit lever længere og sundere end tidligere. Nu findes der nemlig bedre foderblandinger, som er specialdesignet til hver race, størrelse, aktivitetsniveau og livsstil. Ligeledes er der udviklet specialdiæter til hunde med bestemte sygdomme, hvilket giver hunden mulighed for at leve længere og bedre med kroniske tilstande som eksempelvis gigt, lever- og nyrresygdomme, udtaler Hanne Friis.
Vær ekstra opmærksom på din seniorhund
I takt med at hunde bliver ældre og ældre følger også visse komplikationer, som kræver ekstra opmærksomhed fra hundeejerne, lyder det fra Hanne Friis:
– Vi oplever, at mange aldersrelaterede helbredsproblemer overses eller fejltolkes af kæledyrsejere, da de opfatter disse som almindelige tegn på aldring. Men komplikationer som blandt andet tandproblemer, gigt, hjertesygdomme, diabetes og forhøjet blodtryk rammer oftere ældre hunde, og derfor er det væsentligt, at hundeejere kender til symptomerne, forklarer Hanne Friis og fortsætter:
– For mange hundeejere kan det være vanskeligt at aflæse sin hunds adfærd og opdage potentiel smerte eller sygdom, da mange hunde har en tendens til at skjule deres ubehag. Dog er et godt råd blandt andet at være opmærksom på sin hunds appetit, drikkelyst, tissetrang og aktivitetsniveau samt nøje overvågning af eventuelle ændringer i vægten, da disse indikatorer kan være reltateret til sundhedsproblemer. Desuden er det vigtigt at lægge mærke til, om ens hund sover uroligt eller går mere rundt end normalt, da det også kan være et signal på smerte, afslutter Hanne Friis.
Hvad skal man være opmærksom på ved seniorhunde:
- Nedsat appetit
- Nedsat drikkelyst
- Tissetrang
- Ændring af aktivitetsniveau
- Ændring af vægt
- Urolig søvn
- Knuder
- Hævelser
- Dårlig ånde
- Nedsat syn
Kilde: AniCura Danmark.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ny udvikling: Levetiden stiger markant hos menneskets bedste ven' til en bekendt