Gør en stor forskel for et barn – bliv plejefamilie i Frederikshavn Kommune
6. maj 2024 - kl. 7:46 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Vil du gerne hjælpe et barn og bidrage til en tryg opvækst? Frederikshavn Kommune inviterer til informationsaften den 23. maj, hvor du kan lære mere om livet som plejefamilie.
Desværre kan nogle børn af forskellige årsager ikke bo med deres biologiske forældre. Disse børn har brug for voksne, der kan bidrage med støtte og omsorg. Som plejefamilie er man med til at give et barn en tryg opvækst, nogle udviklende rammer og være en betydningsfuld relation.
Frederikshavn Kommune søger plejefamilier med forskellige baggrunde, kompetencer og livssituationer, for at kunne finde det rette match mellem en plejefamilie og et barn. Derfor holder kommunen en informationsaften for alle, der er interesseret i at blive plejefamilie.
Få svar på dine spørgsmål til informationsaftenen
På informationsaftenen bliver der sat fokus på, hvilke overvejelser man som familie skal gøre sig. En plejeforælder vil dele sine erfaringer, suppleret med korte videofilm. Repræsentanter fra Socialtilsyn Nord vil forklare processen og betingelserne for at blive godkendt som plejefamilie.
– Vi tror, at mange har lyst til at hjælpe et udsat barn, men måske er usikre på, hvordan det skal gribes an. Derfor inviterer vi til en informationsaften, hvor vi ønsker at give viden og inspiration til alle interesserede, så de forhåbentlig får lyst og mod på at tage det næste skridt mod at blive plejefamilie, siger Helle Bruun Andersen, områdeleder og leder af Team Match og Plejefamilie.
Aftenen kan blandt andet hjælpe med at afklare:
- Hvilke overvejelser er det vigtigt at gøre sig?
- Er der krav om bestemt alder eller familiesammensætning for at blive godkendt?
- Kan man blive plejefamilie for et barn, man kender?
- Hvilke skridt er der fra ansøgning til godkendelse som plejefamilie?
Familieplejekonsulenter fra Frederikshavn Kommune vil besvare spørgsmål og guide interesserede videre.
Kom og deltag i informationsaftenen
Alle er velkomne til at deltage i informationsaftenen torsdag den 23. maj, fra kl. 19.00-21.00 i Arena Nord, Harald Nielsens Plads 9, 9900 Frederikshavn. Det er gratis at deltage, og tilmelding er ikke nødvendig.
For yderligere information om at blive plejefamilie, besøg frederikshavn.dk/plejefamilie, eller kontakt Team Match og Plejefamilie, hvis du har spørgsmål.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Gør en stor forskel for et barn – bliv plejefamilie i Frederikshavn Kommune' til en bekendt