Advokat Espersen forklarer: Fremtidsfuldmagter

Advokat Espersen forklarer: Fremtidsfuldmagter

19. maj 2024 - kl. 6:06 - af

I samarbejde med Advokatfirmaet Espersen udgiver SkagensAvis, SæbyAvis og FrederikshavnsAvis artikler med lidt jura fra hverdagen:

De er blevet voldsomt populære over den seneste tid.

Der bliver lavet flere af dem end testamenter.

Fremtidsfuldmagterne er meget efterspurgte.

Mange vil have dem lavet, og mange vil også vide noget om dem. De er præcist, det de lyder til, nemlig en fuldmagt, der gælder i fremtiden.

Får du lavet en fuldmagt, bestemmer du i fuldmagten, hvem der skal handle på dine vegne, hvis du i fremtiden ikke længere er i stand til at gøre det selv. Det kunne være grundet demens eller måske en pludselig blodprop.

Fuldmagten kan betragtes som en slags forsikring, som kan træde i kraft, hvis behovet opstår. Ligesom forsikring på bil eller hus, hvis uheldet er ude.

I fuldmagten bestemmer du også, hvad den fuldmægtige skal kunne gøre. Du vælger således selv, hvad der skal gives mulighed for.

Det kan være, at fuldmægtigen skal kunne råde for dig i økonomiske henseender, fx at betale dine regninger eller sælge dit hus. Men det kan også være at fuldmægtigen skal kunne råde i personlige forhold. Det kan være hjælp i forhold til at søge pleje og omsorg hos det offentlige.

For at oprette en fuldmagt, skal du være myndig og habil. Det sidste betyder, at du skal kunne råde fornuftsmæssigt og forstå konsekvenserne af, at du opretter en fuldmagt. Er du under værgemål, er det derfor udelukket af oprette en fuldmagt.

De samme kriterier gælder – ganske forståeligt – også for den eller de personer, der udpeges som fuldmægtige. Når jeg skriver den eller de personer, så er det fordi, at der kan udpeges flere fuldmægtige en blot én fuldmægtig.

Du kan – og det anbefales – vælge at have flere fuldmægtige, som enten gøres sideordnede eller indordnes i en rangfølge. Er der en rangfølge, så træder de sekundære eller subsidiære fuldmægtige til, hvis den eller de primære fremtidsfuldmægtige må træde tilbage. Fuldmægtige kan træde tilbage frivilligt, men også ufrivilligt.

Ved valget af fuldmægtig er det selvfølgelig naturlig, at du har tillid til, at personen du ønsker som fuldmægtig vil varetage dine forhold. Det kan også være en ide at vælge en yngre person, da der kan være mange år til, at en fuldmagt sættes i kraft, hvis det da overhovedet bliver nødvendigt at sætte den i kraft. Og endelig kan det være en god ide at vælge en fuldmægtig, som bor tæt på dig, idet visse dispositioner stadig kræver fysisk fremmøde og tilstedeværelse af den fuldmægtige.

For at oprette den skal du underskrive fuldmagten med digital underskrift, medmindre du er fritaget for det. Og herefter skal du forbi domstolene for at vedkende for en notar, at fuldmagten er oprettet.

Når fuldmagten så skal træde i kraft, skal Familieretshuset have en anmodning fra dine pårørende om, at fuldmagten ønskes sat i kraft. Det kræver også, at anmodningen vedhæftes en lægeerklæring, som tilkendegiver, at du som fuldmagtsgiver ikke kan varetage egne anliggender længere.

Som med meget andet varer en fuldmagt ikke evigt. Den ophører, når du dør. Den ophører også, hvis du kommer under værgemål. Og kan desuden også ophøre, hvis den som du har udpeget som fuldmægtig, udsættes for de samme forhold. Fuldmægtigen kan som påpeget tidligere også træde tilbage, hvis vedkommende ikke længere ønsker at være fuldmægtig.

Men selvom den ikke vedvarer evigt, er der som det fremgår mange fordele ved fuldmagten, så længe den er i brug.

 

 

 

 

 

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Advokat Espersen forklarer: Fremtidsfuldmagter' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger