
Økonomiudvalg ser på beslutning om eventuel tilsynssag
22. maj 2024 - kl. 6:13 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
På den åbne del af dagsordenen for det mødet i Økonomiudvalget i dag den 22. maj er der et punkt, hvor udvalget skal tage stilling til en beslutning om en eventuel tilsynssag vedr. Frederikshavn Havn.
Sagen vedrørende salg af specifikke arealer på havnen har været behandlet på Økonomiudvalgets møde den 8. september samt på byrådsmøde den 20. september 2023.
Forud for det forestående møde indstiller direktionssekretariatet, at sagen indbringes for Det Kommunale Tilsyn.
Punktet refererer til en artikel med overskriften ”Holdt byrådet i mørke: – Ulovligt”, som Nordjyske Medier bragte den 1. maj 2024.
I artiklen fremføres det i offentligheden, at borgmesteren uden om Byrådet havde truffet en afgørelse om salg af arealer på havnen. Der sættes derved i offentligheden spørgsmål ved, om borgmesteren har handlet ulovligt i den forbindelse.
På den baggrund har borgmesteren skrevet til Økonomiudvalget, at hun vil bede kommunaldirektøren og Økonomiudvalget tage stilling til, om sagen bør indsendes til Det Kommunale Tilsyn ved Ankestyrelsen.
Mails gennemgået
Administrationen har gennemgået mailkorrespondance for at klarlægge forløbet omkring beslutningen vedrørende salg af arealer.
I et notat fra DLA Piper fra juni 2022, der handler om, hvilke problemer en kommunal selvstyrehavn kan komme i, hvis der opstår likviditetsudfordringer, samt hvilke likviditetsforbedrende tiltag der kan iværksættes, nævnes salg af arealer og bygninger som en mulig løsning.
Salg af arealer som en mulighed i forbindelse med oprettelse af likviditetsberedskab nævnes et par gange i løbet af korrespondancen i juni 2022.
Bedste løsning for havnens likviditet
Dagsordenen fremdrager videre, at i en mail fra den 15. november 2022 blev salg af arealer mere konkret, da den daværende formand for havnen skriver til borgmester og kommunaldirektør, at det er havnebestyrelsens holdning at salg af de 2 foreslåede arealer, er den bedste løsning for havnens likviditet på langt sigt, samt at der har pågået et forhandlingsforløb mellem havnen og en evt. køber.
Borgmesteren svarer samme dag, at et eventuelt salg skal behandles af Økonomiudvalget og Byrådet, samt at hvis havnen ønsker en afklaring, kan man bede om at så en sag på til behandling i Økonomiudvalget.
Den 17. maj 2022 skriver den daværende formand for havnen, at der er behov for at give et svar til potentielle købere af arealerne den dag, og spørger endvidere, hvilket svar han skal give. Borgmesteren besvarer henvendelsen samme dag med, at ejer (Byrådet) ikke er til sinds at sælge arealer.
Vil kræve konkret ansøgning
Den 25. november 2022 har borgmester, kommunaldirektør, daværende havnedirektør og formand for havnen korresponderet sammen om, at en sag om salg af arealer vil kræve en konkret ansøgning fra Frederikshavn Havn, som kan fremlægges for Økonomiudvalget og Byrådet til beslutning.
Det nævnes i dagsordenspunktet, at mailkorrespondance mellem borgmester, kommunaldirektør, tidligere formand for havnen og tidligere havnedirektør i november 2022 vedrørende salg af arealer på havnen, er vedlagt som bilag til Økonomiudvalgets politikere. (Offentligheden har mulighed for at se den på kommunens hjemmeside under politik og Økonomiudvalgets møde allersidst i bilagsmaterialet.)
I dagsordenen peges der på, at en sådan ansøgning først modtages i sommeren 2023 i forbindelse med, at Frederikshavn Havn fremsender ansøgning om likviditetsberedskab.
I den forbindelse er der forskellige spørgsmål om, hvilken betydning salg af de specifikke arealer vil have i forhold til gæld, mistede lejeindtægter mv. Disse spørgsmål besvares den 19. september 2023.
Sagen vedrørende salg af specifikke arealer på havnen, er som nævnt indledningsvis i artiklen behandlet på Økonomiudvalgets møde den 8. september 2023 samt på byrådsmøde den 20. september 2023.
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Økonomiudvalg ser på beslutning om eventuel tilsynssag' til en bekendt