Mads Lundby bliver ny afdelingsdirektør for Nordjyske Bank i Sæby
25. september 2024 - kl. 9:51 - af Henrik Christensen
Nordjyske Banks afdeling i Sæby får nu ny afdelingsdirektør. Det bliver den 58-årige Mads Lundby, som kommer fra en stilling som erhvervsrådgiver i bankens erhvervscenter i Nørresundby. Mads Lundby er kendt af mange sæbynitter blandt andet som tidligere formand for Sæbygarden og medlem af Sæby Big Band. I forbindelse med tiltrædelsen flytter Mads Lundby fra Gistrup til Sæby, og han har store ambitioner om at blive katalysator for aktiviteter i nærområdet.
Senest fra 1. december 2024 bliver Mads Lundby ny afdelingsdirektør for Nordjyske Banks privatkunde- og erhvervsafdeling i Sæby, som tæller knap 20 medarbejdere. Det er en særdeles stærk profil, der dermed kommer til at stå i spidsen for bankens store og vigtige afdeling i Sæby:
– Jeg glæder mig meget til min nye rolle som afdelingsdirektør for afdelingen i Sæby. Det er en rolle, som jeg går til med en vis portion ydmyghed, da jeg ved, hvor stor en rolle banken spiller i lokalområdet. Den rolle skal bestemt ikke blive mindre på min vagt, og derfor er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at en af mine vigtigste opgaver bliver at være igangsætter af nye aktiviteter i nærområdet, siger Mads Lundby og fortsætter:
– Jeg mener samtidig, at det er vigtigt at bo og leve i lokalområdet – både inden for og uden for arbejdstid, og derfor er jeg på udkig efter en ny bolig i Sæby. Det ser jeg frem til at få på plads inden for de kommende måneder.
Mads Lundby er da heller ikke et ubeskrevet blad i Sæby. Han er født og opvokset i Dronninglund – knap 30 km sydvest for Sæby – og har en del af sin familie boende i Sæby. Mads Lundby har tidligere været formand for Sæbygarden og var en af initiativtagerne til promenadekoncerterne i Sæbyhallen. Han har efterfølgende også været medlem af Sæby Big Band, og i dag går tiden både med musik og cykling, som de seneste år er blevet en stor passion:
– Det er vigtigt at holde sig aktiv, og det er vigtigt at gøre det sammen med andre mennesker. Det bliver et af mine mantraer for mit virke i Sæby, hvor det både handler om at tilgodese kundernes behov og at være medskaber i et aktivt lokalsamfund, fortsætter han.
Ideel løsning for Sæby
Bankdirektør Claus Andersen fra Nordjyske Bank, som har været med til at ansætte Mads Lundby i stillingen, er også glad for, at der nu er fundet en god og langsigtet løsning på ledelsen af bankens afdeling i Sæby. Han mener, at det er en ideel løsning for både banken og for Sæby:
– Mads Lundby er en særdeles erfaren bankmand ikke mindst inden for erhvervssegmentet, som vi kommer til at savne i Erhvervscenter Aalborg, men som helt sikkert kan gøre en stor forskel i vores vigtige afdeling i Sæby. Mads er en medarbejder, der er vellidt af både kolleger og kunder, og jeg er sikker på, at han kommer til at gøre en positiv forskel i Sæby, som kan mærkes, pointerer han.
Claus Andersen siger supplerende, at Mads Lundby allerede nu vil begynde at varetage opgaver i Sæby, og at det således bliver en glidende overgang frem mod 1. december 2024, hvor Mads Lundby senest tiltræder på fuld tid på kontoret i Sæby.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Mads Lundby bliver ny afdelingsdirektør for Nordjyske Bank i Sæby' til en bekendt