Problemer med tilsanding af dele af Sæby Havn
6. oktober 2024 - kl. 8:36 - af Henrik Christensen
Havneudvidelsen af Sæby Havn blev indviet i maj 2022. I den forbindelse blev der etableret endnu en indsejling til det indre havnebassin for robåde, kajakker, SUP-boards samt små motorjoller.
Efter havneudvidelsen er der konstateret en stor sedimenttransport (aflejring af sand) gennem den sydlige indsejling, hvilket medfører tilsanding af det indre havnebassin og indsejlingen.
Konsekvens: hvert år skal der uddybes! Det er beregnet at betyde en årlig udgift på ca. 1/2 million kr.
Den kommunale administration har i foråret 2024 haft en ekstern rådgiver til at lave en rapport, som præsenterer løsningsforslag. De eneste muligheder for at bevare den sydlige indsejling vurderes at være en løsning med nye molearme. Der vil stadig være behov for oprensning. Rådgiveren anslår etablering af længere molearme til en udgift på 15 mio. kr.
Desuden er der vurderet på en række løsninger, der alle har det til fælles, at forbindelsen mellem bassinerne opgives, og den sydlige udsejling lukkes.
Sedimenttransport er et komplekst problem, som vil kræve yderligere analyser.
Teknisk udvalg skal se nærmere på problemerne på udvalgets møde den 8. oktober.
Administrationen foreslår forud for mødet, at der udføres en prøvehandling i 2 år med lukning af den sydlige indsejling til Sæby Havn. Dette kræver tilladelse fra Kystdirektoratet. En midlertid lukning med betonklodser vil koste ca. 1/4 mio. kr.
Tekst: Per Rye
En kommentar til “Problemer med tilsanding af dele af Sæby Havn” under annoncerne.
Teknisk Udvalg har godkendt indstillingen fra Center for Ejendomme (Park og Vej), idet der alene lukkes i vinterperioden, og prøvehandlingen evalueres i løbet af sæson 2025. Lukningsperioden drøftes nærmere med havnens brugere.