Frederikshavn Kommune har en række høringer til behandling
6. november 2024 - kl. 12:03 - af Henrik Christensen
Blandt disse kan nævnes forslag til lokalplan og kommuneplantillæg for Vestre Strandvej i Skagen. Den løber frem til den 13. november og vedrører muligheder for en mindre udbygning af åben-lav boligbebyggelse samt et større P-anlæg til virksomheder på havnen.
Der er også en dispensation om støj i Skagen fra barer og musiksteder, ligesom der ses på nabostøj.
Frem til den 15. november behandles en ansøgning om kystbeskyttelse ved stranden neden for ejendommen Vesterhvarre 47 i Kandestederne. Her er fremlagt et større ansøgningsmateriale, som er offentligt tilgængeligt på kommunens hjemmeside under “høringer og ansøgninger”.
For et parcelhusområde i Bangsbostrand har kommunen fremlagt en orientering om praksisændring vedr. dispensationsmuligheder for bebyggelse.
Der er frem til den 20. november fremlagt forslag til lokalplan for et solcelleanlæg ved Ribberholt uden for Frederikshavn, og frem til den 8. november er der høring om NT’s kollektive trafik i 2025-26.
Ved Dybvad er der høring om landzonetilladelse til at opføre læskure til heste, og ved Præstbro gælder det en pavillon og to drivhuse på Sdr. Kirkevej. Frem til den 25. november er der høring om planer for skovrejsning ved Hørbylundvej uden for Sæby.
Der er frem til den 28. november en ansøgningen om tilladelse ril nedrivning af bevaringsværdig bygning på Frederikshavnsvej 116 i Sulbæk mellem Sæby og Frederikshavn.
For-offentlighedsfasen om planerne for en mulig omdannelse af centerbygningen på Sæby Søbad er afsluttet. Alle 53 indkomne kommentarer, forslag og indsigelser er nu offentligt tilgængelige.
Det er muligt at følge høringer og afgørelser på kommunens hjemmeside.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Frederikshavn Kommune har en række høringer til behandling' til en bekendt