
Jul hos Teaterforeningen
18. november 2024 - kl. 8:45 - af Henrik Christensen
Ved udgangen af november og i starten af december står Frederikshavn Teaterforening klar med 3 forestillinger, som alle lægger op til den forestående jul.
Den 30. november kl. 14 bydes på familieforestillingen “En lille nisse rejste”. Her kan alle i alderen 4-99 år komme i julestemning med den lille nisse Theo i julemandens kongsgård.
Theo er hverken grødnisse, værkstedsnisse eller noget andet. Da han var i lære som grødnisse, kom han til at putte peber i stedet for kanel på julemandens grød, og som staldnisse faldt han i søvn, så rensdyrene løb ud af stalden. Theo er nu 120 år og ret funktionsløs; mon han kan finde på noget….?
Forestillingen foregår i Det Musiske Hus i Frederikshavn. Udbyder er Teater Next i samarbejde med Frederikshavn Teaterforening.
Julecabaret med Cafe Liva
Samme eftermiddag kl. 16-18 gæster Cafe Livas traditionsrige julecabaret Scandic the Reef i Frederikshavn.
Jacob Morild, Karsten Jansfort, Thomas Pakula og Morten Wedensdsl vil kaste julens traditioner, fortællinger, religiøsitet og baggrunde skævt og sort-satirisk op i luften uden nogen garanti for, hvor de lander.
Vi lever i krisernes vakuum. Er udtrykket “hvid jul” mest krænkende for klimaet eller bare bundracistisk?
Bodils jul
Bodil Jørgensen giver den 7. december kl. 16 på godt og ondt sit bud på julen.
Det sker i Det Musiske Hus i Frederikshavn.
Som det lyder forud: Når først Bodil Jørgensen ruller sig ud, er intet, som det plejer.
Om det er den gale præst som hudfletter publikum? Eller konspirationsdamen fra Hellerup? Eller Sønder Jytte, som giver gratis undervisning i skiløb mv.?
Julen bliver aldrig den samme efter dette juleshow.
Der er enkelte billetter tilbage!
Billetter til de 3 forestillinger kan købes på www.frederikshavnteaterforening.dk
Her kan der også læses meget mere om juleforestillingerne og andre arrangementer.
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Jul hos Teaterforeningen' til en bekendt