Nordjyllands første Snublesten placeres i Sæby

Nordjyllands første Snublesten placeres i Sæby

20. november 2024 - kl. 12:09 - af

Onsdag den 20. november klokken 13:00 bliver nazismens ofre mindet ved placeringen af Nordjyllands første Snublesten i Sæby. Det er Nordjyllands Kystmuseum, der står bag projektet, som er støttet af Melsen Fonden.

”En person bliver først glemt, når hans eller hendes navn er glemt”. Sådan citerer kunstneren Gunter Demnig, der står bag kunst- og mindesmærkeprojektet ”Stolpersteine”, fra Talmud. Stolpersteine, eller Snublesten som de også kaldes i Danmark, er små mindesmærker på størrelse med brosten. De kan lægges for mennesker, der blev forfulgt og omkom som følge af den nazistiske ideologi og Hitlers Tredje Rige. Stenene placeres i fortovet oftest ved ofrets hjem eller arbejdsplads, men altid ved det sted, hvor vedkommende sidste gang opholdt sig frivilligt.

Mindesmærker er med til at forbinde til os vores fortid. Snublestenene er i stand til at gøre det i vores lokalmiljø, hvor man fremover kan komme til at ”snuble” over fortidens ofre.

Hos Nordjyllands Kystmuseum har man i en årrække arbejdet med projektet ”Nazismens ofre”, der omhandler ofrene for nazismen i Frederikshavn kommune. Projektet, der er støttet af Melsen Fonden, har som hovedmål at lægge Snublesten på flere lokationer i Frederikshavn Kommune til minde om ofrene for nazismen. Derudover arbejder man hos Nordjyllands Kystmuseum på en bogudgivelse i 2025 med skildringer af ofrene, deres skæbnefortællinger, baggrund og samtid.

Som led i projektet har Nordjyllands Kystmuseum tidligere åbnet udstillingen ”Nazismens ofre – 39 skæbnefortællinger” på Kystmuseet Bangsbo Fort i 2023, og nu placeres den første Snublesten i Nordjylland – nærmere bestemt i Sæby på Søndergade 1a onsdag den 20. november kl. 13:00.

Snublestenen placeres som mindesmærke for Søren Christian Serup, der var færdselsbetjent under besættelsen. Han fik gennem sit arbejde tilknytning til modstandsbevægelsen, hvilket fik skæbnesvangre konsekvenser, da han blev arresteret, deporteret og endte i koncentrationslejren Neuengamme. På grund af sygdom og tvangsarbejde mistede Søren Christian Serup livet den 11. marts 1945 i en alder af 41.

Efter en lille ceremoni i forbindelse med placeringen af Snublestenen i Sæby holdes der korte taler og en efterfølgende reception for særligt inviterede gæster på Kystmuseet Sæby. I løbet af de efterfølgende uger vil yderligere 6 Snublesten blive placeret på lokationer i Skagen, Frederikshavn og Sæby.

Om tankerne bag projektet ”Nazismens ofre” og de Snublesten, som nu vil blive placeret som vigtige mindesmærker udtaler Henrik Gjøde Nielsen, direktør og forskningschef hos Nordjyllands Kystmuseum:

– Der findes flere end 112.000 snublesten i Europa. Til disse slutter sig nu Snublestenene i Frederikshavn Kommune. Det er blevet sagt, at man snubler over en Snublesten med fødderne og med hjertet. Man møder Snublesten de mest uventede steder og oplever en pludselig kobling til historien om nazisternes hærgen i Europa, som manifesterer sig i en skæbne og et navn. For et øjeblik står tiden stille, og i stilheden mindes man det navn, den skæbne, som man ikke kender, men som fortjener en dvælen i tiden, et øjebliks andagt. Så går man videre, men man husker Snublestenen.

Man kan læse mere om Kystmuseets projekt ”Nazismens ofre” på Kystmuseet.dk, og på websiden Stolpersteine.eu kan man se en oversigt over alle Snublesten i hele Danmark.

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Nordjyllands første Snublesten placeres i Sæby' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger