Venstre vil slanke den politiske proces
22. november 2024 - kl. 10:47 - af Henrik Christensen
På næste byrådsmøde den 27. november er der på dagsordenen en initiativsag fra Venstre, der forenklet sagt ønsker at slanke den politiske proces.
Venstre anfører, at der de senere år politisk er blevet besluttet en lang række nødvendige besparelser på en lang række områder som ældre, børn, anlæg og meget andet.
Venstre anfører, at man har tidligere haft held til at ændre antallet af byrådsmedlemmer fra 31 til 29. Venstre har ønske om at reducere yderligere til 25 medlemmer. ”Det ønskede flertallet dog ikke, sidst vi stemte om det i byrådet,” skriver Venstre.
Videre hedder det: ”Siden har vi bl.a. fået en ældrereform, et mere enkelt kontanthjælpssystem og nu en sundhedsreform. Disse reformer har og vil ændre rammerne for kommunens arbejde. Det er vigtigt, at vores politiske struktur afspejler disse ændringer for at sikre, at vi kan implementere reformerne effektivt.”
Tilpasse den politiske struktur
Venstre finder det nødvendigt at tilpasse den politiske struktur, så den løbende er gearet til nutiden og fremtidens udfordringer. Venstre forudser, at sådan en proces kan deles i to.
For det første foreslås, at det her og nu besluttes at sammenlægge de to udvalg Teknisk udvalg og Plan- og Miljøudvalget under Center for Teknik og Miljø med virkning fra f.eks. 1. marts 2025.
Derudover foreslår Venstre, at der nedsættes en arbejdsgruppe med repræsentanter fra de forskellige partier, som skal arbejde sammen med forvaltningen om at udvikle forslag til en reduktion af antallet af stående udvalg.
Denne arbejdsgruppe skal overveje, hvordan kommunens politiske struktur kan optimeres, så den bedre afspejler de nuværende behov og udfordringer i kommunen og samtidig føre til et mere tværgående samarbejde, hvilket kan være gavnligt i forhold til at håndtere komplekse problemstillinger, der kræver input fra flere fagområder.
Venstre fremsender således forslag om ændring i antallet af stående politiske udvalg fra 7 til 6 udvalg og med virkning fra næste byrådsperiode (januar 2026) at reducere fra 6 til 5 medlemmer.
Sagen fremsættes uden administrativ indstilling.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Venstre vil slanke den politiske proces' til en bekendt