Harald Nielsen pryder Parken på stort banner
7. august 2025 - kl. 10:22 - af Jeanette Wildenhoft
Parken på Østerbro i København prydes på den ene langside af et stort banner med legendariske Harald Nielsen, der står med en bold fyldt med autografer.
Harald Nielsen – også kendt som “Guld-Harald” blev født den 26. oktober 1941 i Frederikshavn, hvor han også havde sin opvækst og spillede fodbold som centre forward for FFI og det danske fodboldlandshold.
Han blev solgt som professionel fodboldspiller til den italienske klub Bologna og siden Inter, Napoli og Sampdoria. Ligeledes spillede han en hovedrolle ved OL i Rom i 1960.
Harald Nielsen døde 73 år gammel den 12. august 2015 – altså i disse dage for 10 år siden. Han er begravet i Charlottenlund.
Harald var kun 17 år, da han i 1959 blev den yngste debutant på landsholdet nogensinde.
Harald Nielsen var i 1992 med til at stifte FC København som en videreførelse af de gamle fodboldklubber KB og B1903. Han var de første 5 år bestyrelsesformand i årene 1992-97 og siden menigt bestyrelsesmedlem frem til 2006.
I 1978-79 var Harald Nielsen en af drivkræfterne bag indførelsen af betalt (professionel) fodbold i Danmark.
Han er æresmedlem i FC København, og han blev tilbage i 2010 optaget i Hall of Fame.
I øvrigt uddeles i Arena Nord i Frederikshavn hvert år “Årets Guld-Harald” til en kendt idrætsperson, som har tilknytning til Frederikshavn-området.
Harald Nielsen formåede med sit engagement i København også at placere FC København på det europæiske fodboldkort.
Tekst & foto: Per Rye







Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Harald Nielsen pryder Parken på stort banner' til en bekendt