Nu er Vandsportens Hus på vej
26. august 2025 - kl. 14:11 - af Henrik Christensen
Vi har været mange år undervejs, og indimellem har der været stille omkring projektet ud ad til. Derfor er det meget glædeligt, at vi nu kan fortælle, at projektet omkring Vandsportens Hus i Sæby er sat i gang. Det fortæller Jens Thidemann, bestyrelsesformand for Vandsportens Hus
For selvom der har været stille ud ad til, har der hele tiden i foreningen været arbejdet hårdt og målrettet på at realisere drømmen om et nyt vandsportscenter på Sæby havn. Der har løbende været en proces med fondsansøgninger i gang, der har resulteret i, at foreningen nu har indsamlet 28 af de 30 millioner kroner der skal til, og således blot mangler de sidste to. Dem skal vi også nok finde, siger Jens Thidemann.
Sideløbende med fondsansøgningerne har en arbejdsgruppe i foreningen sørget for at indsamle alle detaljer fra de forskellige klubber i forhold til den praktiske brug af huset, så de individuelle ønsker og behov til det ny hus kan blive samlet i en pakke, som de kommende arkitekter skal arbejde ud fra. Samme arbejdsgruppe har også løbende været i dialog med Frederikshavn kommune, der meget velvilligt har stillet op og har hjulpet med at få projektet til at køre i forhold til at forberede byggeriet så det passer til lokalplanen og de tilladelser, der skal til for at huset kan komme op at stå.
I Sportsfiskerforeningen får vi nu foden under eget bord, med permanent eget lokale, således vi kan tilgå det når vi vil, uddyber Jesper Christensen.
Det vil helt sikkert betyde meget for det sociale og ikke mindst sammenholdet i klubben
Endelig har det haft stor betydning for, at projektet nu kan sættes i gang, at Frederikshavn kommune har besluttet at fastsætte et tilskud til husets drift sammen med de seks foreninger, der står bag Vandsportens Hus. Således er grundlagt for huset nu på plads.
Der har ligeledes kørt en tæt dialog med de to største bidragsydere, A. P. Møller Fonden og Nordea-fonden, der løbende orienteres om processen og kommer med god sparring. I løbet af sommeren har begge fonde besøgt foreningen Vandsportens Hus på Sæby havn, og har her givet deres opbakning til, at projektet nu kan sættes igang, selvom de sidste små to millioner endnu ikke er i kassen. Det har de tiltro til at de kommer. Der har således været stor opbakning fra Fondene, Frederikshavn kommune og også Sæby Erhvervsforening, der i samarbejde med de meget engagerede frivillige kræfter fra de seks foreninger bag Vandsportens Hus, nu har fået projektet rykket frem til start.
Vi hylder fællesskabet, og ser virkelig frem til at flytte ind i nye lokaler sammen med de fem andre foreninger. Så mange faciliteter og nye muligheder- under samme tag, udtaler kassereren fra SUP Sæby, Hasse R. Christensen.
Den første kontrakt er underskrevet
Foreningen Vandsportens Hus har derfor nu underskrevet den første kontrakt. Det er med Kim Bæk fra Arkinord, der er blevet udvalgt til at være Byggerådgiver for foreningen gennem hele opførelsesfasen. Vi har en drøm om et fælles hus som udgangspunkt for Vandsport på Sæby Havn, men har ikke forstand på, og erfaring med at bygge huse. Det har Kim Bæk, og derfor kommer han til at være det praktiske bindeled mellem foreningen og entreprenørerne. Kim Bæk er allerede gået i gang med arbejdet. I første omgang udarbejdes det materiale, der skal ligge til grund for en arkitektkonkurrence. Dette udbudsmateriale forventes at kunne blive udsendt i løbet af efteråret. Selve konkurrencen kommer til at køre hen over vinteren, så vi til foråret kan løfte sløret for, hvem der kommer til at tegne huset, og hvordan det kommer til at se ud. Herefter skal byggeriet i licitation, så det forventes af spaden kan stikkes i jorden om et år, umiddelbart efter sommersæsonen på havnen i 2026. To år senere, i september 2028 kan vi så endelig byde velkommen i det ny Vandsportens Hus på Sæby havn.
Det har som sagt taget tid, og der kommer til at gå et par år endnu, men vi glæder os. Og vi glæder os over endelig at kunne sige, at nu er vi i gang.
Bag Vandsportens Hus står foreningerne:
Sæby Sejlklub
Sæby Sportsfiskerklub
SUP-Sæby
Sæby Ro & Kajakklub
Sæby Rednings & Bjærgelaug
De Blå Næser
Vandsportens Hus er støttet af:
AP. Møller Fonden
Nordea-fonden
Sparekassen Danmark
Melsen Fonden
Spar Nord Fonden
Sydbank
Roblon Fonden
Vangaard Fonden
Trigon Fonden
Frederikshavn kommune







Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nu er Vandsportens Hus på vej' til en bekendt