Indlæg: Hvad kan du udrette på 30 minutter?

Indlæg: Hvad kan du udrette på 30 minutter?

22. september 2020 - kl. 8:04 - af

En halv time.. Mange vil mene, at det er begrænset, hvad man kan udrette på 30 minutter. For eksempel er det lige nøjagtig tid nok til at brygge en kop kaffe, smide sig på sofaen og se et afsnit af yndlingsserien på Netflix. Og inden man får set sig om, er der gået 30 minutter, og de daglige gøremål må genoptages. Hvad nu hvis jeg fortalte dig, at den mængde tid som netop er fløjet afsted imens du lå på sofaen, faktisk svarer til den tid dit barn modtager udviklende voksenkontakt i institutionen dagligt?

Flere hænder
”Små børn har brug for voksenkontakt og interaktion med voksne, hvis de skal stimuleres og udvikle sig”. Sådan skrev Ole Henrik Hansen i de opsummerende anbefalinger på baggrund af sin Ph.D.-afhandling ”Stemmer i fællesskabet” fra DPU. Selvom afhandlingen er publiceret i 2013, så rammer ovenstående anbefaling ned i en højaktuel debat om minimumsnormereinger i dagtilbud. Forældrebevægelsen #Hvorerderenvoksen arbejder for minimumsnormeringer i dagtilbud, og efterspørger normeringer der tilgodeser børnenes behov for stimulering og udviklende voksenkontakt: 1 voksen pr. 3 børn i vuggestue og 1 voksen pr. 6 børn i børnehave.
I Frederikshavns Kommune arbejdes der ikke med en fordelingsnøgle af personaletimer pr. barn. Derfor er der heller ikke et defineret mål for hvor mange timers udviklende voksenkontakt kommunen mener, hvert barn burde kunne få, ud fra den ramme der aktuelt er sat. Ifølge en opgørelse fra Danmarks Statistik (DST) ser normeringer for Frederikshavn kommune (2018) således ud: Vuggestue: 3,4 barn pr. voksen og Børnehave 6,6 barn pr. voksen. I opgørelsen medregnes også ledere, sygemeldte medarbejdere og andet personel. En lignende opgørelse fra BUPL baserer sig på oplysningerne fra DST, men fratrækker lederne i regnestykket.
Derfor ser opgørelsen således ud: Vuggestue: 3,8 børn pr. voksen og Børnehave: 7,4 børn pr. voksen. Der er altså et stykke vej til de normeringer, som forældrebevægelsen efterspørger.

31,8 minutters udviklende voksenkontakt
Ud fra en række beregninger fremgår det, at en pædagog ansat på fuld tid (1924 timer/år) bruger 1009,3 timer ”på gulvet” med børnene. Dette er den tid der er til rådighed når blandt andet ferie, sygefravær, administrative opgaver med mere er fratrukket (Kilde: Rapport over voksenkontakt i daginstitutionerne i FRH. Kommune). I distrikt syd er der 55,34 fuldtidsstillinger, hvilket giver et reelt timeforbrug med børnene på 55.854,60 timer.
Disse skal fordeles mellem 405 børn, hvilket i gennemsnit sikrer det enkelte barn 31,8 minutters udviklende voksenkontakt pr. dag. Samme tendens gør sig gældende for de øvrige distrikter.
Udmeldingen herfra er helt klar – Det er ikke godt nok! For selvom personalet rundt om i kommunens institutioner gør deres ypperste for at tilgodese børnenes behov og understøtte deres udvikling, så er også de begrænset af de normeringer, som de arbejder under. Vi ønsker at sikre flere hænder til at passe på vores børn og give vores pædagoger bedre betingelser for deres arbejde med at give børnene den kontakt og omsorg, som der er behov for. Derfor håber vi også, at der fra politisk side er fokus på børnene når budgettet for dagtilbuddene skal forhandles. For hvad kan man egentlig udrette på 30 minutter?

Sendt på vegne af Forældrebevægelsen #Hvorerderenvoksen

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Indlæg: Hvad kan du udrette på 30 minutter?' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger