Lad os skabe et godt foreningsliv – også efter Corona
18. maj 2021 - kl. 6:45 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Selv om coronaen har slået hårdt – er vi ikke slået knockout, men det kræver en ekstraordinær indsats af foreningernes ledelse for at få deres foreninger op på samme niveau som før coronapandemien.
Foreningerne står overfor store udfordringer, når de skal hive medlemmer og trænere op fra sofaen og ud på banerne.
Idrætssamvirket inviterer derfor til et inspirerende foredrag med Lars Godbersen, hvor titlen er – Lad os skabe et godt foreningsliv – også efter Corona.
Foredraget vil være en peptalk der skal indgyde ny energi og motivation til at komme tilbage og puste nyt liv i foreningslivet i Frederikshavn Kommune.
Alle interesserede inviteres til at overvære foredraget, der afvikles i forbindelse med Idrætssamvirkets generalforsamling onsdag den 16. juni i Sæby Spektrum.
Programmet for aftenen starter klokken 18.00, hvor centerleder Lars K. Nielsen vil præsentere Spektrums nyopførte faciliteter. Herefter tager Lars Godbersen over i halvanden time. Klokken cirka 20.00 overrækkes Årets Idrætspris, inden aftenen sluttes af med Idrætssamvirkets ordinære generalforsamling.
Tilmelding bedes foretaget senest den 13. juni til info@idraets-samvirket.dk
Lars Godbersenpræsenterer sig selv således:
Jeg er født og opvokset ind i Flying Superkids.
Min far grundlagde Flying Superkids under navnet De Flyvende Århus Gymnaster i 1967 .
Mine forældre har altid haft en stor passion omkring Flying Superkids og brugte stort set al deres fritid på det i løbet af min opvækst.
Det er klart, at når man vokser op med forældre med sådan en stor passion, så ligger det jo lidt i kortene, at man selv bliver skubbet ind i det, så jeg endte faktisk selv med at være Flying Superkid fra jeg var 11 til 23 år gammel.
Jeg trådte samtidig direkte fra Folkeskolen ind i arbejdet omkring Flying Superkids. Jeg nåede kun lige at gå på gymnasiet i tre måneder, før jeg indså, at det ikke var noget for mig. Jeg fandt ud af, at jeg var mere en handlingens mand, og ville hellere arbejde som træner og altmuligmand for Flying Superkids.
Af den grund påbegyndte min far og jeg et 12 års mesterlæreforløb, hvor han lærte mig alle de ting, som han selv havde lært ved at drive stedet siden grundlæggelsen.
Mesterlæreforløbet kulminerede i, at min far gik på pension i 2007 og jeg så overtog som direktør, det som jeg var blevet kørt i stilling til det meste af mit liv.Som leder af Flying Superkids er det mit job at fordre almindelige børn og unge til at yde noget ekstraordinært. Jeg er ansvarlig for at børnene i truppen lærer at holde fokus og yde deres bedste hver eneste gang. Det sætter selvfølgelig store daglige krav til motivation, disciplin og ikke mindst pædagogik.
Det er den erfaring, der danner grundlaget for mit foredrag i Idrætssamvirket i Frederikshavn.
Det er min tid som Flying Superkid træner, underviser og selvlært pædagog, der har givet mig en enestående indsigt i bl.a. børn og unge, opdragelse, ledelse og motivation.
Min mission er ikke at snakke for snakkens skyld!
Jeg mener, at jeg kan hjælpe alle med nærkontakt til børn og unge med at håndtere situationer, som de ikke er klædt på til og som en uddannelse ikke kan ruste én til, ved at øse ud af mine erfaringer og fortælle nogle røverhistorier på en humoristisk og underholdende måde.
Mit overordnede mål er dog at tænde for og værne om ildsjælen og igennem mine foredrag lære andre, hvordan man gør det samme.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Lad os skabe et godt foreningsliv - også efter Corona' til en bekendt