Konservative om budgetaftalen
29. september 2023 - kl. 7:17 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
I en tid hvor landets regering siger, at staten har en velpolstret pengetank, men hvor man i meget begrænset udstrækning har været villig til at lade dette komme kommunerne tilgode, er det vigtigt for os i den Konservative byrådsgruppe i Frederikshavn Kommune, at vi er med til at sætte retning i forhold til den økonomi, der nu engang er til rådighed.
Vi kan se os selv med fine Konservative aftryk i den budgetaftale 2024 – 2027, der i aftes blev indgået. Alle udvalg havde i forvejen foretaget de besparelser, der var nødvendige på hver deres områder. Budgetaftalen som blev forhandlet på plads, er således forligspartiernes ændringer.
Som overskrifter har vi prioriteret familiepolitikken, ældre- og handicapområdet, initiativer til fastholdelse og forøgelse af antallet af indbyggere (bosætning), erhvervsliv og tilbagebetaling af gammel gæld. Til hver en tid skal vi naturligvis være opmærksomme på, at kommunen skal drives med mindst mulig administration i forhold til opgaverne.
Det er en bred vifte af prioriteringer som vel næsten alle kan se sig selv i. Kunsten er vægtningen af de forskellige prioriteringer.
På børne- og familieområdet blev der afsat yderligere 8 mio. kr. til øgede omkostninger på familieområdet. Det er et beløb, der bliver tilført hvert år i årene fremover og ikke kun et éngangsbeløb i 2024.
Taksterne til de kommunale vuggestuer holdes i ro som følge af ændringen i minimumsnormereingen. Samlet set er der afsat et beløb til dette og til mad på 3,7 mio. kr.
Ældre- og handicapområdet understøttes med flere penge aktiviteter for blandt andet at imødegå ensomhed og udvikling af sociale tiltag. Der er afsat penge til de mest sårbare borgere med demens og til borgere med psykiske udfordringer.
Til udvikling og bosætning for Frederikshavn by skal der målrettet arbejdes med et trinbræt ved Apholmen. Der er herudover afsat 0,5 mio. kr. årligt til konkrete og målrettede indsatser til øget bosætning i hele kommunen.
Talentklasserne fortsætter.
Som led i bosætning og erhvervsudvikling er der i 2024 0,5 mio. kr. til erhvervshuset til målrettet ekstraordinær indsats.
Vi prioriterer en hurtigere og kortere sagsbehandlingstid på plansager og byggesager. Sagsområdet får derfor tilført 1,5 mio. kr. årligt, så risiko for flaskehalse på dette område minimeres.
Afdrag på gammel gæld er meget vigtig for i årene fremover at få frigjort økonomi til varig drift. Eksempelvis til den borgernære velfærd på familie-, ældre- og handicapområdet. På forsvarlig vis er der fundet penge til afvikling af gammel gæld for små 60 mio. kr. Dette giver mulighed for yderligere 5 mio. årligt til drift og den direkte borgerrettede velfærd i årene fremover.
John Lamp Henriksen, gruppeformand K, Frederikshavn Kommune
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Konservative om budgetaftalen' til en bekendt